Siden den massive medieomtale af HAVEKOMPAGNIET har jeg modtaget mange spændende e-mails og telefonopkald. Jeg har blandt andet fået et par henvendelser, fra andre som gerne vil ansætte veteraner fra forsvaret, og som anerkender de positive kompetencer vi besidder. Og jeg forsøger naturligvis at formidle nogle kontakter, i mit voksende netværk af veteraner.
Jeg har også haft en længere samtale med Ole Brøndum, som er tidligere Jægersoldat, og nu initiativtager til projektet Veteran CrossOver (VCO). I regi af VCO hjælper Ole Brøndum veteraner ud i civile jobs – f.eks. som bevæbnede vagter på handelsskibe.
Det glæder mig altid at høre om mennesker, som gør en aktiv indsats for at give veteraner et godt liv – herunder en platform for selvforsørgelse, et meningsfuldt job, og en anerkendelse af de mange gode kompetencer man får i Forsvaret.
Jeg ønsker Ole Brøndum masser af succes med sit projekt, og håber at flere danske virksomheder vil få øjnene op for veteranernes ressourcer og kompetencer, i kraft af både VCO og HAVEKOMPAGNIET.
Jeg kom også i kontakt med virksomhedsnetværket VINSA, som arbejder med social ansvarlighed ud fra virksomhedernes forskellige behov og kulturer – og på deres præmisser. I hvert af de syv netværk, der tilsammen dækker hele landet, arbejder Vinsa med social ansvarlighed i bred forstand.
Netværket skal virke som drivkraft i arbejdet med at begrænse social udstødning og styrke integrationen på arbejdsmarkedet. Det sker gennem en række forskellige nationale, regionale og lokale aktiviteter.
Ud fra sloganet: ”Fordi social ansvarlighed skaber værdi for din virksomhed” arbejder Vinsa aktivt sammen med CABI, Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, Arbejdsmarkedsstyrelsen og ikke mindst virksomhederne med at finde nye former for samarbejder omkring sociale opgaver, der kan medvirke til at udvikle beskæftigelsesindsatsen. Det synes jeg er prisværdigt, og jeg har naturligvis gjort HAVEKOMPAGNIET til medlem af VINSA.
Endelig er sneen kommet til Danmark, og det betyder snerydning og glatførebekæmpelse tidligt om morgenen, og igen mange aftener. Og fordi bekæmpelse af sne og is blev vigtigt, har jeg læst en masse litteratur og artikler om meteorologi, fysik og kemi, så jeg nu besidder en masse nørdet viden om jordoverfladefrost, saltvandsblandinger, isslag og forskellen på slud og tøsne.
For som Sun Tzu sagde, så er det vigtigt at kende sin fjende før man skal i kamp. Og som forhenværende professionel soldat ved jeg, at succes sikres allerede i forberedelsesfasen. Ergo måtte jeg sætte mig grundigt ind i hvordan man mest effektivt bekæmper sne og glatføre, under alle tænkelige vejrforhold.
Indimellem alle disse dialoger og projekter har jeg lagt sidste hånd på den officielle CSR-erklæring for HAVEKOMPAGNIET.
Som leverandør af service til virksomheder, kan det være afgørende for at få kontrakter, at man kan dokumentere sine tanker og initiativer omkring miljøbeskyttelse, medarbejdersikkerhed, uddannelse, arbejdsmiljø og socialt ansvar.
Nu kan interesserede virksomheder på Fyn downloade min CSR-erklæring, og vurdere om den matcher deres krav til leverandørers sociale ansvar og engagement.
Med venlig hilsen
Claus Stenberg
Ejer og leder, HAVEKOMPAGNIET

